På rejse med døden gennem billedbøgernes forunderlige universer

Hvordan griber man den svære samtale om døden med sine børn an? For nogle forældre er det en helt naturlig del af livet at tale om den, for andre er samtalen så umulig at få taget hul på, at det ofte ikke bliver til noget. Ej heller, når man står midt i det.

Det kan være svært for børn at forstå døden, og det kan være tungt at bære på sorgen, når døden er noget, ’man’ ikke taler om. Den manglende samtale kan isolere og gøre ensom. Følelserne bliver spærret inde i kroppen og kan gå sine egne helt egne, gale veje.

Heldigvis har vi i dag fokus på de sorgramte børn, der tilbydes hjælp i form af sorggrupper i og uden for skolen. Men hvor går man hen, hvis man som forælder gerne selv vil samtale med sit barn om emnet, men ikke helt ved hvordan?

I litteraturens verden er der en mangfoldighed af muligheder for at finde en indfaldsvinkel, der passer til netop dig og dit barn. Mangfoldigheden er dog så stor, at det kan føles som en jungle at bevæge sig ind i, og hvad skal jeg egentlig være opmærksom på, når jeg træffer mit valg?

Gennem studiet af danske billedbøger om emnet, udgivet 2000-2017, fik jeg indblik i de vidt forskellige tilgange, som forfatterne har til emnet. Her mødte jeg Glenn Ringtveds fine, fællesskabsorienterede fortælling om fire børns afsked med deres elskede farmor og mødet med Døden, der forklarer børnene, at den er en uundgåelig del af livet. Set i forhold til dens modsætning: glæden. Uden sorg, mindre glæde og omvendt. Bogen er hjerteskærende læsning, nænsomt fortalt og med stor indsigt i barnelivet. Absolut egnet til trøst. ’Græd blot hjerte’ er titlen på bogen, der er oversat til engelsk og prisbelønnet i USA.

Et andet afsæt til samtalen byder Kim Fupz Aakeson ind med i fortællingen om den temperamentsfulde pige, der ikke vil erkende, at hendes elskede hund er død. I sin store sorg og frustration finder hun i drømme vej til dødsriget, hvorfra hun henter hunden op. Da Bobo ikke reagerer som sædvanligt, den er faktisk meget lidt aktiv, må hun bære den tilbage til dødsriget og erkende, at den definitivt har forladt denne verden. ’Men ikke i dag’ har fokus på barnets kamp for ikke at skulle give slip på en, hun elsker meget højt – kampen mod at mærke sorgens smerte. I sin fantasi og overdrivelse fortalt med et befriende strejf af humor.

Det kan også være svært at vælge de ord, vi skal bruge i samtalen med vores børn, og her er bedemandsforeningens udgivelse ’Hvor går man hen, når man går bort’ et fint sted at starte. Bogens forfatteren, Aage Brandt, sætter her døden i relation til fødsel, mens læseren præsenteres for flere eufemismer – omskrivninger af døden: onkel Arne har fået fred, han er sovet ind, han har fået fred, han har stillet træskoene, han er gået hjem til Gud. Alt sammen er det omskrivninger af døden, der kan virke misvisende på børn, som med deres forståelse af verden associerer ud fra ordenes konkrete betydninger. Søskendeparret, Tut og Tobias, får diskuteret begreberne, mens bogen også fortæller om forskellen på at blive brændt og begravet. Bogen er fællesskabsorienteret, Arne dør i hjemmet, mens venner og naboer kommer forbi og tager afsked. Dermed skiller den sig væsentligt ud fra den virkelighed, vi oftest ser, at hovedparten af os i dag dør på institutioner af forskellig art.

©Birte Overlade, 20. august 2019