Om at klare sig selv, når livet kradser

I 1987 afsluttede jeg læreruddannelsen på Hjørring Seminarium med dansk og idræt som linjefag og underviste i folkeskolen indtil 2002. I 2000 brændte jeg sammen uden at blive diagnosticeret, var sygemeldt et år med tryk på nerverødderne i nakken, og i 2002 måtte jeg helt opgive at vende tilbage til arbejdet. Derudover var begge knæ gigtramte som følge af en sportsskade som 15-årig, og min læge foreslog mig at søge førtidspension. Den slags eksisterede ikke i min verden dengang, så jeg valgte at være ‘rask’.

Valget skal ses i sammenhæng med, at min mand på daværende tidspunkt blev syg, han fik kræft, så det virkede uoverskueligt, hvis der også skulle tages hensyn til min tilstand og mine knæ. Så jeg trak i arbejdstøjet, sørgede for at få en god afsked med min mand, der undervejs i sin dødskamp også ville skilles. Det blev vi, og jeg mistede dermed temmelig omfattende værdier, da vi i forbindelse med vores ægteskab havde oprettet skilsmissesæreje. Det betød, at vi i tilfælde af skilsmisse ville få tildelt, hvad vi hver især havde bragt med os ind i ægteskabet. Mine værdier var overskuelige, min mands af en væsentlig anden karakter. Blandt andet en gård, som jeg havde drevet gennem 10 år sideløbende med mit lærerjob. Det var en af grundene til, jeg brændte sammen. I min tid øgedes gårdens værdi fra cirka to millioner til omkring otte. Værdiforøgelsen og arven tilfaldt de fire børn. Jeg fik intet for 10 års arbejde.

Og dog. Jeg fik min søn, som jeg for intet i verden vil undvære. Det bar mig oppe, men blev også smertensbarnet. I forbindelse med skilsmissen forsøgte min mand i sin vanvittige dødsangst at frakende mig retten til vores søn, også i tilfælde af han døde, hvorfor han talte mig ned over for sønnens skole. Derfor modtog jeg to måneder før min mands død en underretning til de sociale myndigheder. Afleveret af klasselæreren til en af de halvårlige forældresamtaler, hvor jeg troede, jeg skulle samle op på sønnens faglighed. Her blev jeg ramt af angsten for at miste. Det system, jeg selv havde repræsenteret, levet og åndet for gennem mere end 15 år, dolkede mig i ryggen.

Jeg havde mistet mit arbejde, så jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Dengang var man heldigvis ikke så hidsige med at løse folks psykiske og fysiske problemer med at kræve en stor arbejdssøgende indsats, som man er i dag, og heldigvis havde jeg den mest forstående rådgiver/konsulent hos Danmarks Lærerforenings A-kasse. Han forstod, hvad jeg stod i, og hjalp i det omfang, det var muligt.

Og så springer jeg over det, der nok er allervigtigst, men også allersværest, at fortælle. Nu kommer det, og vær forberedt på, det er lidt voldsomt. I forbindelse med min knæskade som ganske ung og i årene frem til jeg møder min mand, udviklede jeg indeni en strategi for, hvordan jeg selv kunne tage afsked med livet. Knæskaden betød, at jeg måtte sige farvel til en position som banens bedste håndboldspiller, og det voldsomme identitetstab formåede jeg ikke at få bearbejdet. Jeg levede et liv i trods, for jeg fejlede absolut ikke noget. Til trods for adskillige knæoperationer og en diskusprolaps blev jeg idrætslærer og gennemførte sågar et maratonløb. Sportens verden var min verden, og det var der en helt bestemt grund til: en voldelig opvækst.

Da jeg brænder sammen omkring årtusindeskiftet, konfronteres jeg med afmagten. Alt det, jeg ikke mere kan, og pludselig er jeg tilbage i barndommens land. Det blev et voldsomt møde med en mor, der slog i afsindigt raseri, lukkede mig nede i en kælder osv., men som også sammen med min far og mine søskende havde nogle værdier, jeg kunne holde fast i.

I tiden sammen med min mand var mit liv så fyldt op med praktiske gøremål, at tankerne aldrig fik tid og ro til at gå i skæve retninger. Det fik de til gengæld, da vi blev skilt. Pludselig stod jeg igen med pilleglasset i hånden, helt alene i verden, og skulle træffe valget en gang for alle: vil jeg livet eller ikke? Som I kan se, valgte jeg livet.

På det tidspunkt var jeg henvist til en psykiater, som jeg havde bedt om ikke at blive henvist til, fordi han havde rygte for at være en medicinmand. I min verden virkede det fuldstændig absurd, hvis jeg skulle behandles med medicin, som jo netop var det værktøj, jeg havde lagt fra mig, i kampen for at holde fast i livet. Da jeg modtog henvisningen, reagerede jeg med at grine, og så malede jeg et stort og farverigt maleri, som jeg overvejede at forære til den læge, som havde henvist mig. Heldigvis gjorde jeg det ikke, for så kunne jeg da først have fået benævnelsen kugleskør.

Alt i alt så betød det, jeg fik lægeskræk, men jeg faldt til ro med at skrive og male. Samtidig synes jeg, min historie kunne være lærerig for andre – man er vel underviser – så jeg fik lov til at komme på iværksætterkursus med henblik på at holde foredrag om ‘Frigørelse fra social arv for at blive et helt menneske’.

Kræfterne svigtede undervejs til at gennemføre, for hvad jeg ikke vidste dengang, men som jeg ved i dag, så er jeg godt og grundigt traumatiseret. Det betød, jeg i 2008 søgte om førtidspension på det foreliggende grundlag, men fik afslag. Da havde jeg netop mistet min mor, og min søster fulgte efter et år senere. Min tilknytning til arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt havde været kortere jobs som pædagogmedhjælper og rengøringsassistent. Det var umuligt for mig at træde ind i en folkeskole igen.

Men jeg blev sendt fra kommunen med besked om at gå hjem og finde ud af, hvorfor jeg havde så meget imod systemet. Jeg bør måske også nævne, at jeg på en tidspunkt modtog kontanthjælp som sygemeldt. Begrundelsen erindrer jeg ikke det mindste om, men jeg husker tydeligt, at der var ni måneders behandlingstid, og da de ni måneder var gået, modtog jeg brev om, at man ikke kunne overholde behandlingstiden, så den var forlænget med yderligere tre måneder. Et helt år af mit liv gik med at vente.

Indtil jeg en dag så et opslag på sagsbehandlerens kontor, hvor der stod, at man som enlig forsørger kunne få dobbelt SU. Som studerende ville jeg være sikret et økonomisk grundlag, der svarede til kontanthjælpen. Derfor startede jeg i 2008 med at læse dansk på Aalborg Universitet. Jeg husker den første tid ganske tydeligt. Jeg var ude af stand til at fokusere på tallene for de lokaler, vi skulle være i, som bestod af fire cifre, jeg havde også svært ved at holde fast i ansigter, så jeg måtte hver dag rette blikket mod personer i bestemte farver fra holdet, som jeg kunne følge til forelæsningerne. Heldigvis blev jeg grebet af indholdet, og med møje og besvær lykkedes det mig at gennemføre en bachelor.

Men det lykkedes også at få søgt om handicaptillæg, så jeg kunne undgå at optage SU-lån. Jeg har sejlet rundt, så jeg aner i dag nærmest ikke, hvilken begrundelse jeg har givet for at søge, men jeg husker, det tog to år at behandle min ansøgning, at jeg var til en undersøgelse hos en rygspecialist af en eller anden underlig årsag, og da afslaget kom, var jeg færdig med bacheloren.

Så skete det helt vidunderlige. Som tilvalgsfag havde jeg valgt at læse Journalistisk Formidling på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus, og spørg mig ikke, hvordan jeg fik halet mig selv afsted hver dag fra Sindal til Århus i et halvt år, men det gjorde jeg. Jeg elsker at skrive og har været ivrig efter at få flere skriveværktøjer. Det har drevet mig derned.

Jeg fik værktøjerne, også på universitetet, hvor jeg scorede topkarakter i stilistik, og i 2013 udgav jeg bogen ‘Lille Guds barn’. Udgivelsen var så stor en befrielse, at jeg få dage senere var i stand til igen at tage arbejde som underviser. Det fik jeg og holdt i to år. Så svandt kræfterne ind igen, men nu kendte jeg jo turen, så denne gang læste jeg kandidat i dansk på Aalborg Universitet. Målet var at opkvalificere mig som redaktør i det forlag, jeg havde startet, så jeg fremadrettet kunne redigere fx børn og unges fortællinger om at miste en nærtstående, og sideløbende arbejde som underviser på nedsat tid. På den måde kunne jeg tilgodese mine gigtramte knæ, der bestemt ikke er blevet bedre med tiden, og samtidig få ro til at få skrevet det næste, der trænger sig på: en roman om at miste et barn.

Jeg færdiggjorde kandidaten i 2017, men var belastet af to forhold. Det ene var, at der havde udviklet sig en voldsom stresstilstand i mit hovede, som jeg i forbindelse med mit speciale fik behandlet med neurofeedback og braintap for egen regning, 10.000 kr. i alt, og den anden var, at jeg som studerende og ikke mere enlig forsørger ikke havde været i stand til at afdrage på alle mine gældsposter. Derfor stod jeg med en kæmpestor regning, jeg ikke kunne betale, og det har været svært og på ingen måde fremmet bestræbelserne på at hele efter de traumatiske vulkanudbrud tidligere i livet.

De seneste 20 år har været et økonomisk helvede, som jeg på ingen måde kan se mig ud af. Derfor vælger jeg i dag at fokusere på det, jeg kan gøre noget ved: mine traumer. I et år har jeg gået til psykolog for behandling af knætraumerne, der har været temmelig omfattende, og endte ud i, at jeg langt om længe indvilligede i at få skiftet begge knæ. MEN da jeg var klar, sagde lægen, at de to millimeter brusk, der er tilbage i det bedste knæ, ikke var nok til at operere, så jeg fik i stedet lagt to blokader i det knæ, der gjorde mest ondt. 

Målet var dengang at komme ud af dagpengesystemet, for de ansøgninger, jeg skrev førte ingen steder hen. Jeg skulle søge arbejde på fuld tid, men vidste jo, at jeg ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, hverken fysisk eller psykisk.

Belastningen ved at være i dagpengesystemet blev så stor, at jeg i juli sidste år tog et rengøringsarbejde på 16 timer om ugen og afmeldte mig jobcentret. Jeg havde brug for friheden til at træffe de valg, der gavnede min helbredstilstand. En ganske beskeden indtægt, men nok til lige netop at dække de nødvendige udgifter i forhold til bolig og mad.

Sideløbende færdiggjorde jeg en større produktion af butterfly, jeg havde kreeret under mit studie. Det var en af måderne, jeg klarede mig gennem det omfattende teoretiske stof på. Jeg blev iværksætter igen og fik god støttet fra Hjørring ErhvervsCenter til at komme i mål med projektet.

Så i dag har jeg en ganske beskeden indtægt, men jeg klarer mig selv. Indtægten suppleres med salg af alt, hvad jeg kan undvære i huset plus lidt opkøb, mens hele gældsafviklingen er sat på pause. Lige nu ved jeg ikke, hvordan den del af livet nogensinde skal løses, men som situationen er nu, er jeg tvunget til at lade den hvile.

Min søn spurgte mig for nylig, om jeg hellere vil leve uden penge til mad end være på kontanthjælp. Mit svar faldt hurtigt: Ja. Men hvis jeg en dag når frem til igen at kunne invitere i særdeleshed min søn og hans familie plus mine dejlige venner til spisning igen, vil det være en stor glæde i mit liv. Pt. er det ikke en mulighed, men jeg har aldrig i hele mit liv haft det bedre, end jeg har det i dag. Også selv om jeg ved, at huset kan ryge på tvang, strømmen kan blive afbrudt, gas og vand kan blive lukket når som helst. 

For nylig tog jeg kontakt til kommunen, fordi tilstanden i mit hovede ikke var i bedring. Det har gennem en årrække føltes, som sad der en stor, tung sten og pressede i frontallappen, med lammelser, der gik ned over ansigtet. Nu værre end nogensinde. Jeg tænkte, der må da være nogen et sted, der kan fortælle mig, hvad det handler om. Min læge har sørget for, jeg er tjekket for hjerneblødning og blodpropper, og det er der ikke tale om. Jeg har haft stor glæde af fjernhealinger, zoneterapi, body-sds, akkupunktur, wellness, vinterbadning mm., men pludselig meldte tanken sig, at det måske aldrig blev bedre.

Jeg er imponeret over den hjælp, og ikke mindst den forståelse jeg blev mødt med på kommunen. Først af damen ved skranken, der forstod, at man som stressramt ikke er i stand til at læse lange skrivelser og udfylde omfattende skemaer, dernæst af en konsulent, der forstod, at jeg først og fremmest vil klare mig selv, men at jeg har behov for hjælp til at komme i mål, og så imponeredes jeg, da jeg møder Det Opsøgende Team. To erfarne kvinder kommer hjem til mig og tager en snak om de muligheder, jeg har både inden for systemet og udenfor.

De førte mig videre til Den Gode Modtagelse, hvor jeg nu går til samtale og gennemgår samtlige traumer, der har tynget mig de sidste tyve år. Stenen i mit hovede er i opløsning, og jeg føler mig lidt privilegeret over at bo i et land med så fin forståelse for, hvad jeg som menneske i kraft af, at jeg er den, jeg er, har brug for. Også selv om det ikke handler om at blive offentlig forsørgelse. De ser, at jeg har vilje til at kunne forsørge mig selv, og det bliver jeg støttet i, og dermed har kommunen jo også en mindre at forsørge. Så win-win.

Nu krydser jeg fingre for, at indtjeningen kommer til at stige, så jeg igen kan leve et værdigt liv med væsentlig større social livskvalitet, end tilfældet er pt.. Sådan er det ikke helt nu, men jeg trives.

Copyright Birte Overlade