Jeg vil leve!

Fokus på selvmord og selvmordstanker præger den aktuelle debat. Jeg ville ønske, at jeg intet havde at bidrage med i den sammenhæng, men det er ikke tilfældet. Jeg har stået ved afgrundens rand, men valgte livet til, og det er i dag et ufravigeligt valg. Punktum.

Så kunne jeg egentlig bare lade den del af min livshistorie ligge, men det kan jeg tilsyneladende ikke. Oplevelser og erfaringer fra en yderst turbulent tid står naglet fast i min erindring. I dag bringer jeg dem videre i håb om, at de kan gøre en forskel for alle berørte: de selvmordstruede, de pårørende, fageksperterne og andre, der får berøring med problemfeltet.

Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg alene udtaler mig på egne veje og ikke som psykisk syg. Jeg har aldrig haft en psykisk diagnose. I min bevidsthed opstod mine destruktive tanker og adfærd som følge af en sportsskade og usunde familiære forhold, som det har taget mig 15 år at få ryddet op i. Det vigtigste for mig i dag er, at det har været muligt at rydde op, at omstrukturere mentalitet og adfærd i en sådan grad, at jeg i dag kan sige, at jeg er frigjort fra følelsesmæssigt skadelige bindinger. Jeg føler mig i dag som et frit menneske, men lukker jeg øjnene og mærker efter, kan jeg i et splitsekund fremkalde den bagvedliggende smerte, som førte mig tæt på selvmordet.

Lad mig lige kort præsentere mig selv. Jeg er i dag 55 år gammel, uddannet folkeskolelærer og afsluttede sidste år en kandidat i dansk. Uddannelse har været et af mine væsentligste værktøjer til at gøre mig fri. Den psykologiske indsigt, jeg fik qua min læreruddannelse, brugte jeg selvpsykologisk til at bringe mig selv i balance igen. De psykologiske teorier hjalp mig til indsigt i egen psyke, hvor jeg gjorde chokerende opdagelser. Hele min barndoms drømmeunivers måtte vige til fordel for barske sandheder om at være et uønsket og mishandlet barn. Jeg tog barnet i hånden og viste det vejen ud af smertehelvedet, men hvilken skærsild at bevæge sig ind i!

Det var i konstruktionen af min livshistorie, at jeg blev konfronteret med mine destruktive tanker og adfærd. Sandhed og ærlighed var drivkraften, der tvang mine tanker i nye retninger, for inderst inde ønskede jeg jo at leve. Et liv med varme og kærlighed. Det indebar, at jeg først og fremmest var i stand til at elske mig selv, og det skal jeg da lige love for ikke var tilfældet.

Hvordan kommer man til at holde af sig selv?

For mit vedkommende handlede det om at kende sig selv. Hvem er jeg inderst inde? Det blev jeg tvunget til at finde ud af, da jeg efter et års sygemelding med tryk på nerverødderne i nakken mistede mit arbejde, samtidig med min mand blev kræftsyg. Angsten for døden udløste en skilsmisse, hvor jeg grundet et skilsmissesæreje mistede stort set alt, hvad jeg ejede og havde. Jeg havde kun mig selv at bygge livet op med igen.

Jeg skrev, jeg malede, jeg sang og meget, meget mere. Alt sammen handlede det om at udtrykke sig. I ord, billeder og lyd. Dermed brød jeg et af kernepunkterne i selvmordsstrukturen: Tavsheden. Så længe man kan holde tankerne som en hemmelighed for sig selv, har man et rum til frit at svæve rundt i de mange forskellige handlingsstrategier, der kan føre dig direkte i døden. Kunsten er at fange tankerne, når de bevæger sig i en forkert retning, men det kræver, at du har vilje til at ville livet. Mit valg skete på baggrund af ham, jeg elsker allerhøjst: Min søn, som i dag er 25 år. Han er bekendt med min livshistorie, og også bekendt med, at han i dag intet har at frygte i den retning.