Da mit liv gik i sort

Niels Jørgen Simmelsgaard

Det er ikke noget, jeg er stolt over at kunne sige: Mit liv gik i sort, for hvorfor gjorde jeg ikke bare noget for at undgå det? Vi er jo alle selv ansvarlige for det liv, vi lever – eller er vi?

Igen og igen ruller billederne frem på den indre skærm. Billeder af de sidste timer sammen med min mand. Som igen og igen fremkalder tårerne. Hvorfor bliver de ved i dag, 15 år senere? Mit eget svar er det enkle, at det skyldes omstændighederne i forbindelse med hans død. De forstyrrede mig, og de forstyrrede min sorgproces.

Da min mand døde, var vi skilt. En skilsmisse, jeg undervejs lærte at forstå som udtryk for min mands afmagt over for døden. Som udtryk for smerten ved at skulle skilles fra os, hans kone og 11-årige søn og det liv, han elskede så højt.

I den periode skrev jeg. Lange breve til min mand om alt det, jeg ikke magtede at sige til ham ansigt til ansigt. I dag, når jeg en sjælden gang har mulighed for at besøge hans gravsted, sætter jeg mig til rette i en stol ved graven og læser højt for ham. Så føles det, som om jeg får indhentet noget af alt det, jeg så forfærdelig gerne ville have fortalt ham. Om min store taknemmelighed over, at han have mod til at bryde med konventionel tænkning for at byde mig, som var 35 år yngre, velkommen ind i netop hans liv. Dengang vidste jeg ikke, at han reddede mit liv. Det ved jeg i dag.

Som fraskilt havde jeg kun ret til at være hos min mand i kraft af vores søn. Det blev derfor sønnen, lægerne henvendte sig til, da de underrettede os om, at min mands liv ville være forbi inden for få døgn. Grundet nyresvigt.

Jeg forstod det ikke. Vi havde jo netop haft besøg af advokaten, der var i gang med at ordne papirerne, så vi kunne blive gift igen. Denne gang uden skilsmissesæreje. I stedet fik jeg lov til at ligge på en madras sammen med vores søn på enmandsstuen, hvor min mand lå. Efter et bestemt tidsskema dukkede sygeplejersken op og sprøjtede morfin ind i åren på ham. Hver gang ønskede jeg at få lov til at tale med ham, bare en enkelt gang mere. Det måtte jeg ikke, for han skulle smertedækkes. I min verden døde han jo alligevel, så hvad havde det betydet, om han, en af de sidste timer af sit liv, skulle have lidt lidt? For min skyld. En egoistisk tankegang, men episoden er i årene, der fulgte, vendt tilbage til mig igen og igen, har fyldt mig vrede, men den står absolut ikke til at ændre.

Jeg havde jo bare brug for at sige farvel – og tak for alt!

Jeg havde også brug for, at han var død i hjemmet. På gården, hvor vi boede. Men jeg magtede ikke at håndtere ham. Han vejede næsten 100 kilo og havde stor risiko for at falde om. Derfor kom han på sygehuset. Det var min beslutning. Han ønskede at blive i hjemmet. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor jeg måtte fortælle ham, at ambulancen var på vej, mens lægen i røret sagde, at hvis han ønskede at blive i hjemmet, var det der, han skulle være. Jeg var fuldstændig opbrugt. For første gang nogensinde i hele mit liv, og jeg har ellers blandt meget andet fysisk krævende gennemført maratonløb, oplevede jeg at være nået til en grænse for min fysiske formåen. Den var jeg ikke stolt af, og i dag fortryder jeg så inderligt. Men kunne jeg have handlet anderledes, spørger jeg mig selv i dag.

I hvert fald kunne jeg have sagt nej til skilsmisse. Det ville have givet mig et økonomisk fundament at komme videre i livet på. Sammen med sønnen. I stedet endte jeg med et liv i den dybeste armod, som uden tvivl har forlænget sorgprocessen. Min eneste trøst er, at det gjorde sønnens ikke.

©Birte Overlade