Baggrunden for ‘Lille Guds barn’

Den 5. november 2013 udgav jeg børne-ungebogen ‘Lille Guds barn’. Titlen henviser til den trøst, salmer kan give, når livet handler om store og meget dybe følelser. Set i bakspejlet var det ikke den mest hensigtsmæssige titel, idet jeg flere gange er blevet mødt med forståelsen af, at bogen er udtryk for en religiøs mission. Det er på ingen måde tilfældet.

Motivationen til at skrive bogen fik jeg, da min søn kort tid efter sin fars død i 2004 kom hjem fra skole og fortalte, at hans klasselærer havde sagt til ham, at selv om hans far var død, skulle han lære det samme som de andre. Ydermere var han den første skoledag efter farens død, som også var første skoledag efter sommerferien, blevet bedt om at rejse sig op og fortælle de andre i klassen, hvad der var sket for ham i løbet af ferien.
Det var en krænket dreng, der fortalte, og jeg anede dybt i ham en følelse af håbløshed og afmagt over for de voksnes forståelse, eller mangel på samme af, hvad der rører sig i et barn, der har mistet. Der stod han, pålagt ansvaret for at formidle farens død til sine klassekammerater. En umulig opgave, for hvad var det lige, hans livserfaring var blevet udvidet med i løbet af ingen tid? Hvilken indsigt i livet får et barn, der mister en forælder?

Min søn startede selv på at nedskrive historien, så lå den stille for en tid, men den fortsatte med at arbejde inde i mig. En dag spurgte jeg ham, om jeg måtte bruge hans stemme til at skrive med. Det var der ingen problemer i, men der skulle gå yderligere otte år, før den lå klar til udgivelse. I de otte år gik den fra at være skrivebordsskuffefortælling til at være en gennembearbejdet fortælling med sparring fra tidligere og nu afdøde seminarielektor og anmelder ved Nordjyske, Jens Henneberg, sprogforsker, Hans Götzsche, og ikke mindst tilførte sparring fra Niels Hausgaard bogen mange sansende elementer. Fortællingen fik et litterært løft. Den er baseret på autentiske begivenheder, men den er ikke sandheden om det, der rent faktisk skete. Jeg har gjort brug af den kunstneriske frihed til litterær bearbejdelse af faktiske begivenheder i bestræbelserne på at skabe et trøstende scenarie for læserne. Virkeligheden ville være for ond og skræmmende at formidle.

Forsidebilledet var jeg aldrig i tvivl om. Det er min mand med sønnen på armen. Som det tydeligt fremgår, var min mand meget ældre end mig. Hele 35 år. Min søn havde en meget gammel far, som ved sin død var 76 år. Min søn var 11 år. Det kan være usædvanligt for mange, men i min familie er det blot en videreførelse af historiens gang. Min morfar var 62, da min mor blev født som den yngste i en søskendeflok på syv i 1928. Samme år som min mand blev født. Alt dette for at sige, at alderen gav baggrund for den stemning af ro omkring døden, som bogen afspejler. Det var et menneske med et langt liv bag sig, der bliver taget afsked med. Dermed får jeg forærende et rum til iagttagelse af de mindste detaljer, der forbinder sig med døden. Set med barnets øjne.

Inden udgivelse læste jeg bogen højt for en 7. klasse på Vendsyssel Friskole i Mosbjerg. Det affødte mange følelsesmæssige reaktioner og gav mig vished for, at bogens budskab går ind i hjertet på målgruppen. Den forløser sorg.

Fem år er gået siden udgivelse. Følelsen af at have befundet mig i koncentrationslejr med projektet i de mange år er ved at fortage sig. Med sorgen som tidens aktuelle fokuspunkt ønsker jeg, at bogen må få fornyet liv. Den er tænkt som en motivation for børn og unge til at fortælle deres historier.