En livsnødvendig samtale

’Når vi tør erkende, at vi skal dø, kan vi tale med hinanden om at leve’.

Sådan lød overskrifterne, da Det Nationale SorgCenter i samarbejde med Etisk Råd afsluttede en landsdækkende møderække med fokus på den svære samtale om døden med den døende og de pårørende. Hensigten med arrangementerne har været at gøre befolkningen bedre til at tale med hinanden om døden, og allerhelst inden døden banker på.

’Ved at tale med hinanden om døden kan vi forebygge udvikling af kompliceret sorg,’ indledte direktør for Det Nationale SorgCenter, Preben Engelbrecht aftenens møde, mens han refererede til de mange unge, der dukker op i sorggrupper hos Børn, Unge og Sorg, som aldrig har talt med nogen om sorgen efter at have mistet en forælder eller søskende. Møderækken skal derfor også ses som en mulighed for at hjælpe de unge mennesker bedre på vej i livet efter et dødsfald i nærmeste familie.

Ved mit bord sidder en mor med sin næsten voksne datter, og snakken falder helt naturligt på grunden til, at vi er mødt op. Min egen historie er tab af begge forældre, en søster og min mand. Det er mange år siden, men behovet for kommunikation om tabene har været vedvarende i årenes løb. Så stort, at jeg har skrevet og udgivet børnebøger om at miste.

Det var ikke tilfældet for de to mennesker, jeg sad sammen med. Her trængte et stort tab sig på, hvilket jeg kun grundet aftenens tema fik indsigt i. Vi mennesker undgår helst at spørge ind til menneskers sorg. Moren havde for tre år siden mistet sin søn, og datteren sin bror.

’Der findes ikke noget værre end at miste et barn,’ sagde moren, og jeg genkendte udsagnet.

Jeg blev mindet om min egen angst for at miste min søn i en turbulent tid, inden min mand døde. Angsten kom til udtryk som en smerte, der nærmede sig den smerte, som moren nu sad inde med. Min medfølelse med moren var stor, og så skulle jeg træffe valget, om jeg ville forholde mig tavs eller spørge ind til tabet. Jeg valgte det sidste, det var jo det, mødet handlede om, og takket være morens ligefremme måde at fortælle på var samtalen ikke svær. Jeg spurgte, om det var død grundet sygdom, hvortil hun svarede, at det var en ulykke. En uge i respirator, hvor familien fik lidt tid til at indse det forfærdelige: deres søn og bror ville dø.

Datteren var 19. Netop den alder, sønnen havde da han døde. Angsten for en gentagelse ligger og lurer lige rundt om hjørnet. Sådan er kroppen indrettet. Den oplagrer voldsomme følelsesmæssige konfrontationer og giver kun nødigt slip på dem. Men ord kan forløse, som Marie Cardinal som en blandt mange skrev og fortalte om i 1980’erne. Ord kan lindre, ord kan forløse smerte og bringe individet tilbage til livet. Ofte som et forandret og helt menneske.
Når man mister, synliggøres livsværdierne. Det, der havde størst værdi i går, er ubetydeligt i dag. Mennesker, man syntes var fantastiske i går, er betydningsløse i dag. De mennesker, der forstår at møde mig i mine værdier og i min sorg, inviteres til at træde ind i mit liv, og selektionen er skarp. Der findes ganske enkelt ikke overskud til alt det overflødige.

’Det værste i verden her er at miste den, man har kjer’, Hosekræmmeren, St. St. Blicher, 1829.