Hvad er litteratur?

Litteratur er en uendelig stor verden af åndrighed. Den er det ypperste af et menneskes åndelige formåen. Her fuldendes menneskets personlige udvikling ved at bestige sidste trin af Maslows behovspyramide, som den så ud en gang. Med åndeligheden som det fornemste punktum.

Når det sker, jeg møder litteratur, hvor åndelighed er fraværende, takker jeg nej og vender ryggen til. Litteratur uden åndelighed er, hvad en narresut er for små børn: En trøst uden nærende energier.

Ord kan have magt, ord kan frigøre og forføre, men først og fremmest skabes ordene i klangfyldte ceremonier. Af kunstneren, af den åndelige mester eller kunstnerinde, som drives afsted i visheden om forløsningen. Skabelsesprocessen er forunderlig. Den er ubeskrivelig for den, der ikke selv har stået der, og stort set umulig at formidle videre for de, der har.

Det smukkeste eksempel, jeg kan give, er Naja Marie Aidts fortælling om afskeden med sin søn: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Her formår kunstneren via sin egen åndelighed også at formidle sin søns kunstneriske formåen. En unik og helt vidunderlig sanselighed, hvis intensitet skærpes af omstændighederne.

For Charles Darwin gav litteraturen anledning til mangfoldige og til tider smertelige spekulationer. Hvad er litteratur, hvis den skal videnskabelig dokumenteres? Eksisterer litteraturen da overhovedet?

I min verden går videnskab og åndelighed fint i spænd med hinanden. Mennesket er fornuft og mennesket er ånd. Spørgsmålene er blot, hvordan mennesket forvalter det potentiale, det er udstyret med, og hvilke livsbetingelser der gives for at udfolde dem.